RSS
 

Arkiv for kategorien ‘Australien’


Hjemme igen

23 jul

Efter 4 fantastiske måneder er vi nu hjemme i København igen og det er tid til at gøre status. Så vi har samlet lidt facts om vores tur:

  • Km kørt: 25.259
  • Bilen blev tanket: 78 gange
  • Brugt på benzin: 23.752 kr.
  • Billeder taget: 13.356/205 GB
  • Solcreme brugt: 1 1/2 liter
  • Klipklapper slidt op: 3 par
  • Roadkills: 1 fugl & 1 slange (flere kænguruer kandiderede til listen)

.

Nedenfor kan i se begge kortene over vores tur rundt på New Zealand og i Australien.
Vi har også oprettet en email som i er mere end velkomne til at skrive til os på: info@roadtripdownunder.dk

New Zealand

Australien

 

Melbourne

07 jun

 Tilbage i Melbourne boede vi de sidste dage hos Mille og James (Maja’s veninde og hendes mand). Juni er den første vintermåned i Australien og temperaturen i Melbourne lå på 18-20 grader om dagen og under 10 grader om natten. De australske huse har ikke varme, så var for det meste koldere indendørs end udendørs. Så jakker, strømper og lange bukser måtte i brug igen.

Den ene af dagene var vi i Yarra Valley uden for Melbourne. Dalen er kendt for sin vinproduktion, så vi var forbi et par vingårde og smage. Al vinsmagning i området er gratis, så man får vinlisten i hånden og så er det bare at starte fra en ende af. Vejret var helt fantastisk, så vi kunne rigtig nyde de flotte omgivelser.

Om eftermiddagen gik vi tur ved en stor dæmning inden turen gik tilbage til Melbourne.

De sidste dage brugte vi på at kigge på butikker i centrum. Vi var også ude og spise middag med 2 australske piger som Maja havde mødt på udveksling og den ene af tyskerne, som vi havde fulgtes med til Darwin.

Fredag aften var det så afsted til lufthavnen igen og mod København.

 

De sidste km til Brisbane

07 jun

Efter næsten 3 mdr. nåede vi i mål og var tilbage i Brisbane. Vi brugte de sidste 3 dage på at køre de sidste 1500 km, så der fik vi ikke set så meget andet end motorvejen. Vi havde set de vigtigste sights sidste gang vi var i Australien, så dem sprang vi over i denne omgang. Vi overnattede en enkelt nat ved Airlie Beach, som er “gateway” til Whitsunday Islands og brugte en formiddag på at nyde solen og kigge på lidt butikker inden turen gik videre mod Brisbane.

Vi ankom til Brisbane mandag aften og gik en tur inden vi brugte aftenen på at få ryddet op i bilen og få pakket vores rygsække. Var lidt sørgmodigt at turen var slut, men vi var også begyndt at glæde os rigtig meget til at komme hjem igen.

Vi afleverede bilen uden problemer tirsdag eftermiddag. Selvom manden dog lige måtte kigge en ekstra gang på kilometertælleren inden han skrev tallet ned. Så var det afsted til lufthavnen og mod Melbourne.

 

Atherton Tablelands

03 jun

Efter 2 uger i Cairns kørte vi ind i landet og brugte 2 dage i Atherton Tablelands. Området er kendt for sine mange vandfald og smukke natur.

Vi startede med at køre ud og se på et vådområde med en masse fugle. I besøgscenteret havde de også et par emuer gående rundt. Vi måtte søge tilflugt i bilen, da de blev lidt for interesserede i vores frokost.

Vi var også forbi “the Curtain Figtree” er et kæmpe figentræ, som har vokset op af et andet træ. Da det andet træ væltede, begyndte rødderne at gro ud over det væltede træ og skabte “gardinet”.

Det var desværre blevet lidt for koldt til at bade, ellers havde vi snuppet en svømmetur i denne sø.

På dag nummer 2 kørte vi “vandfaldsrundturen” og så de flotteste af områdets mange vandfald.

Dinner Falls.

På vejen var vi også tæt på at lave hvad der ville have været det mærkeligste roadkill, da der pludselig gik en skildpadde midt på vejen. Den klarede det heldigvis i sikkerhed.

Australiens bredeste vandfald.

Millaa Millaa Falls.

Zilly Falls.

Da vi kom tilbage til kystmotorvejen lavede vi et kort stop i Tully, som er Australiens vådeste by. Højden på den næsten 7m høje gummistøvle markerede rekorden for regn.

 
 

Cairns part2

03 jun

Vi endte med at blive i Cairns i 2 uger. Det var super lækkert bare at slappe af og nyde solen. Campingpladsen lå i gåafstand fra byen og man kunne gå det meste af vejen langs strandpromenaden, så vi fik gået en masse ture. Der var masser af liv på campingpladsen, da rigtig mange sluttede deres tur i Cairns og boede der, mens de prøvede at få solgt deres biler. Vi snakkede meget med 2 danske drenge, som vi mødte på campingpladsen.

Jesper og de 2 andre var på et 45 min. scenic flight over revet den ene af dagene. Med dansk pilot :-)

Der blev som nævnt også masser af tid til at gå ture på strandpromenaden og nyde det gode vejr.