Road Trip Down Under

Pga. jordskælvet i Christchurch ændrede vi lidt på vores planer de sidste dage på New Zealand. Det lykkedes at få forlænget billejen en dag ekstra, så vi kun havde 1 1/2 dag i Christchurch, da myndighederne stadig frarådede al unødvendig rejse til Christchurch. Vi valgte derfor at køre videre nordpå fra Kaikoura til Bleinheim, der ligger i New Zealands største vinområde Marlborough.

Med den lille ekstra tur nåede vi op over 5.000 km på vores tur rundt i New Zealand.

Lige nord for Kaikoura kom vi forbi en stor sælkoloni med masser af sælunger. Ungerne boltrede sig i de mange små vandhuller oppe mellem klipperne. En enkelt modig sælunge mavede sig helt tæt på Jesper for at se hvad han var for en.

Vi havde egentlig tænkt at vi skulle cykle rundt og smage på vin mens vi var i Bleinheim. Men det regnede begge formiddage, så vi nød at kunne sove længe og slappede af i solen om eftermiddagen. Den ene dag var vi forbi Peter Jackson’s (Ham med Ringenes Herre) flymuseum, hvor der er udstillet en masse fly fra 1. verdenskrig. Hans speciel effect folk havde lavet dukkerne til de forskellige udstillinger. På billedet længere nede kan man se hvordan det lykkedes en australsk pilot at lande sit fly, mens han måtte stå på vingen for at lave ligevægt efter den ene vinge var blevet ramt.

Vi havde hørt fra andre rejsende at det skulle være stort set umuligt at finde et sted at sove i Christchurch, da alle rednings/oprydningsarbejderne var indkvarteret på hotellerne sammen med mange af dem, hvis huse var blevet ødelagt. Den campingplads vi boede på i Bleinheim, havde også en plads i Christchurch, som lige var blevet genåbnet. Så da vi fortalte at vi skulle videre dertil kunne vi booke en hytte der uden problemer.

Campingpladsen lå 5 km fra centrum. Derude var et kollapset kirketårn det eneste synlige tegn på der havde været jordskælv og så skulle alt vand koges før man måtte drikke det. Centrum af Christchurch var spærret af med militærblokader. Vi gik fra campingpladsen så langt vi kunne komme ind mod byen og man kunne se at flere og flere huse og butikker var ødelagte jo tættere man kom på centrum. Der  var ikke mange turister på campingpladsen, men der kom konstant nye arbejdsfolk til, der skulle bo der, mens de skulle hjælpe med at få byen op at køre igen.

Jesper fødselsdag tilbragte vi i Kaikoura, som er en lille kystby 2 timer nord for Christchurch. Dagen startede grå og blæsende, men da vi var færdige med at Skype med familien, var det blevet solskin og om eftermiddagen var vi ude og svømme med sæler. Var en helt fantastisk oplevelse. Sælerne syntes vist at vi var lige så spændende at se på, som vi syntes at de var. Gik i hvert fald ikke længe fra vi hoppede i det kolde vand, til der var sæler alle steder man kiggede hen. Sælerne svømmede rigtig hurtigt og man kunne godt blive lidt forskrækket når der pludselig kom en susende forbi. Det var kun 3 mdr. siden de havde fået unger, så vi kunne se masser af små sælunger på klipperne. Kunne godt have taget sådan en lille spækpølse med hjem

Dunedin er med sine mere end 100.000 indbyggere en af de største byer på Sydøen. Vi brugte dog det meste af vores tid på Otage halvøen uden for byen, hvor man kan se masser af dyreliv. Helt ude på spidsen af halvøen ligger en albatros koloni, som vistnok er det eneste sted i verden fuglene yngler på fastlandet. Derfor har de bygget Royal Albatros Center til at holde øje med dem. Det betød desværre også at man skulle betale over 100 kr. per person for at få lov at komme til at se på fuglene. Det gad vi ikke, så vi gik ned på stranden ved siden af, hvor der var en stor søløve koloni. En af søløverne var svømmet om på den anden side af stranden, hvor der ikke var hegn, så vi kunne komme helt tæt på og kigge på den mens den lå og nød solen. Kom dog hurtigt på sikker afstand da den rejste sig for at hoppe i vandet. Fik også set en albatros på stranden – ganske gratis

På vej tilbage mod byen stoppede vi på en anden strand, hvor der var en lille sælkoloni og et par pingviner.

Tilbage i byen var vi forbi Baldwin st., som er verdens stejleste beboede gade. Hælder 19 grader hvor den er stejlest. Så fik pulsen op, når man skulle gå op af den

Fra Dunedin kørte vi videre op af østkysten, hvor vi kom forbi Moeraki Builders, som er en gruppe kuglerunde sten, som ingen kan forklare hvordan er havnet på stranden.

Fra Queenstown kørte vi til Te Anau som er sidste stop før motorvejen til Milford Sounds. Vejnettet på Sydøen er pga. de Sydlige Alper mm. ikke så godt forbundet som på Nordøen, så steder der ligger tæt på kortet kan godt være 3-4 gange så langt fra hinanden når man skal køre. Der var kun 1 vej fra Te Anau til Milford Sounds, så det var 200 km den ene vej og så 200 km tilbage. Efter 20 km opdagede vi heldigvis ved at kigge lidt nærmere på vores brochure at Te Anau var det eneste sted man kunne tanke, så måtte lige et smut tilbage til byen og fylde tanken op inden vi kunne fortsætte mod Milford Sounds. Milford Sounds er en af 13 fjorde, der ligger i bunden af Sydøen. Det er et af de steder i landet det regner allermest, men vi var heldige at ramme en dag med tørvejr. Det meget regnvejr resulterer dog i at området er fyldt med flotte vandfald. Vi var på 1 1/2 times sejltur på fjorden inden turen gik tilbage ind i landet mod østkysten.