Pga. jordskælvet i Christchurch ændrede vi lidt på vores planer de sidste dage på New Zealand. Det lykkedes at få forlænget billejen en dag ekstra, så vi kun havde 1 1/2 dag i Christchurch, da myndighederne stadig frarådede al unødvendig rejse til Christchurch. Vi valgte derfor at køre videre nordpå fra Kaikoura til Bleinheim, der ligger i New Zealands største vinområde Marlborough.
Med den lille ekstra tur nåede vi op over 5.000 km på vores tur rundt i New Zealand.
Lige nord for Kaikoura kom vi forbi en stor sælkoloni med masser af sælunger. Ungerne boltrede sig i de mange små vandhuller oppe mellem klipperne. En enkelt modig sælunge mavede sig helt tæt på Jesper for at se hvad han var for en.
Vi havde egentlig tænkt at vi skulle cykle rundt og smage på vin mens vi var i Bleinheim. Men det regnede begge formiddage, så vi nød at kunne sove længe og slappede af i solen om eftermiddagen. Den ene dag var vi forbi Peter Jackson’s (Ham med Ringenes Herre) flymuseum, hvor der er udstillet en masse fly fra 1. verdenskrig. Hans speciel effect folk havde lavet dukkerne til de forskellige udstillinger. På billedet længere nede kan man se hvordan det lykkedes en australsk pilot at lande sit fly, mens han måtte stå på vingen for at lave ligevægt efter den ene vinge var blevet ramt.
Vi havde hørt fra andre rejsende at det skulle være stort set umuligt at finde et sted at sove i Christchurch, da alle rednings/oprydningsarbejderne var indkvarteret på hotellerne sammen med mange af dem, hvis huse var blevet ødelagt. Den campingplads vi boede på i Bleinheim, havde også en plads i Christchurch, som lige var blevet genåbnet. Så da vi fortalte at vi skulle videre dertil kunne vi booke en hytte der uden problemer.
Campingpladsen lå 5 km fra centrum. Derude var et kollapset kirketårn det eneste synlige tegn på der havde været jordskælv og så skulle alt vand koges før man måtte drikke det. Centrum af Christchurch var spærret af med militærblokader. Vi gik fra campingpladsen så langt vi kunne komme ind mod byen og man kunne se at flere og flere huse og butikker var ødelagte jo tættere man kom på centrum. Der var ikke mange turister på campingpladsen, men der kom konstant nye arbejdsfolk til, der skulle bo der, mens de skulle hjælpe med at få byen op at køre igen.
Gunvor Nielsen
16. marts 2011 at 16:06
Hej Maja og Jesper
Dejligt at høre fra jer igen.
Fortsat god tur
Mormor