Der er 2700km fra Adelaide til Perth (hvilket svarer til afstanden mellem London og Moskva!) og en stor del af den går over den tørre Nullabor slette. Vi startede den lange køretur i Port Augusta, hvor motorvejen fra Darwin og Alice Springs i nord møder motorvejen fra Sydney i øst og Perth i vest. Vi fyldte bilen op med Benzin, vand og snacks til turen og kørte afsted.
Inden vi kom ud på selve Nullabor sletten passerede vi igennem Kimba, en lillebitte by der ligger lige præcis halvvejs igennem Australien.
Så startede den laaange køretur over the Nullabor Plain. Nullabor er latin for uden træer, men en stor del af sletten er dækket af budskads, så var faktisk overraskende grønt langs vejen. Men det var også det eneste, der var derude. For hver ca. 200 km lå der et roadhouse, som fungerede som tank, restaurant og motel og ellers var det bare lang og lige vej gennem øde landskab. Da vi holdt pause ved et af roadhousene stødte vi ind i et andet dansk par, der også skulle mod Perth. På det næste stykke gik vejen meget tæt langs kysten, så vi mødte dem igen ved de mange lookouts, hvor man kunne stå på kanten af de høje klipper og kigge ud over havet. Her mødte vi også en fransk fyr, som kørte hele den lange vej alene. Der gik lidt konkurrence i hvem, der kom først til de forskellige lookouts frem mod grænsen.
Tilsidst nåede vi grænsen mellem South Australia og Western Australia, hvor alle biler skulle stoppe, så grænsevagterne kunne tjekke at man ikke havde noget frugt/grønt eller andre madvarer med, der kunne have fluer, smådyr eller andet på sig, der kan true planter, dyr og landbrug.
Vi blev lukket ind uden problemer og nåede så til Australiens længste stykke lige motorvej, 146,6 km uden et sving… gaaab
Et par steder fungerede motorvejen også som landingsbane for de flyvende læger. Her var vejen blevet gjort bredere eller pælene i vejkanten gjort lavere, sådan at flyene kunne lette og lande.
Efter 1654 km nåede vi til den lille by Norseman, her delte motorvejen sig i en indenlands og en kystrute til Perth. Vi satte kursen mod kystbyen Esperance. På vejen kom vi forbi en masse saltsøer, som man kan se på billederne nedenfor.
Luise Ørsted Brandt
8. april 2011 at 11:54
Wow, det er nogle flotte billeder, og hvor er det nogle vilde afstande! Pas på at i ikke går i stå
dejligt at se, at i oplever så meget 
Knus og kram
Gunvor Nielsen
10. april 2011 at 11:55
Godt at høre fra jer og se de flotte billeder. Det må være en fantastisk oplevelse. pas godt på jer selv og de “vilde dyr”.
Kærligst Mormor
Jan
11. april 2011 at 07:40
Fantastiske billeder:)
kh Jan
SuRi
1. august 2014 at 15:06
Have you ever thought about inudcling a littlebit more than just your articles? I mean, what you say is valuable and everything.However think of if you added some great pictures or videos to give your posts more, pop !Your content is excellent but with pics and videoclips, this site could undeniably be one of the greatest in its field.Awesome blog!
Martin
20. februar 2015 at 16:44
self replication is the new black, and the new porn, and the new ierntnet all rolled in to one. I’ll get to work on modelling an accurate version of you in SolidWorks i’ll close my eyes for the more intimate’ areas .
Kiko
5. april 2015 at 04:06
Hold da op mand.. i er sku hurtige inde hos Arla Ja okay fair nok.. se5 le6rte jeg ogse5 noget i dag..En ko pe5 gre6s er helt siekrkt en glad ko, se5 Le6rkevang er helt klart at foretre6kke
carinsurance
6. april 2015 at 18:15
Interesting idea, but I don’t think so. Most of these people aren’t going to compare notes about the code name of whoever they were talking to; they’re going to compare notes about who that agent told them was his sponsor.The other reason I don’t think so is that in Shadow of Saganami that code name is used to connect the arms dealer from Kornati (sp??) to the one on Montana, and that guy was a known Mesan agent.Of course, that won’t matter to whoever’s got the propaganda blast ready to go.