RSS
 

Shark Bay & Monkey Mia

27 apr

Shark Bay ligger godt 500km nord for Perth og består af 1500km kystlinje rundt om 2 små halvøer. Området er kendt for sine hvide sandstrande og rige dyreliv. Man kan se dugongs(søkøer), havskildpadder, delfiner, hvaler, rokker og hajer i vandet omkring øerne. Vores første stop var på shell beach. En fantastisk flot strand, som er dækket af et op til 10 m tykt lag af små fine muslingeskaller.

Fra Shell beach kørte vi videre til Eagles Bluff, som var et lookout, hvor man kunne se ud over bugten og se hajer, rokker og dugongs svømme forbi i det klare vand nedenfor.

Helt ude på spidsen af den ene halvø ligger Monkey Mia. Det er et stort strand resort, der er berømt for sine vilde delfiner, der hver morgen dukker op på stranden, hvor de får en morgensnack. I mange år kunne man bare købe en stor spand fisk og fodre løs selv. Men for at sikre at delfinerne kan klare sig selv er fodringen nu sat i system, sådan at de samme 5 voksne hundelfiner bliver fodret hver dag og kun får hvad der svarer til 10% af deres daglige fiskeindtag.

Delfinerne dukker op omkring 7:45 om morgenen. Selvom det kun er 5 af dem der bliver fodret, kommer hele flokken ind på det lave vand i strandkanten. Her fortæller en af de ansatte om delfinerne inden nogle heldige tilskuerne blev valgt ud til at give delfinerne deres fisk (desværre blev ingen af os valgt) Hver delfin havde sin egen spand og når den var tom blev bunden vendt i vejret og så viste de at det var slut med snacks og svømmede afsted igen.

Bagefter gik vi ud på den lille bådebro ved stranden, hvor der svømmede en havskilpadde rundt.

Tilbage på resortet stødte vi ind i en emu familie der var ude at gå tur.

Nogle af delfinerne kom igen senere på morgenen og så fik de en snack mere. De måtte blive fodret op til 3 gange, hvis de kom igen inden kl. 12. Der var en del færre mennesker på stranden til anden omgang, men var stadig ikke blandt de heldige der fik lov at dele fisk ud.

Mens vi ventede på at se om delfinerne kom tilbage en 3. gang, var der tid til en snorkeltur på stranden, hvor Jesper fandt en havskilpadde der slappede af på havbunden.

 
 

Skriv en kommentar

 

 
  1. Anne og Hans

    28. april 2011 at 21:11

    Hej Maja og Jesper
    Nu gider I da snart ikke opleve mere, vel ?
    Jo, det må være helt fantastisk, vi er bare skide misundelige.
    Det er da bare de mest fantastiske oplevelser I har dernede.
    Ha’ det rigtig godt.
    Knus Hans og Anne