Road Trip Down Under

Der er 2700km fra Adelaide til Perth (hvilket svarer til afstanden mellem London og Moskva!) og en stor del af den går over den tørre Nullabor slette. Vi startede den lange køretur i Port Augusta, hvor motorvejen fra Darwin og Alice Springs i nord møder motorvejen fra Sydney i øst og Perth i vest. Vi fyldte bilen op med Benzin, vand og snacks til turen og kørte afsted.

Inden vi kom ud på selve Nullabor sletten passerede vi igennem Kimba, en lillebitte by der ligger lige præcis halvvejs igennem Australien.

Så startede den laaange køretur over the Nullabor Plain. Nullabor er latin for uden træer, men en stor del af sletten er dækket af budskads, så var faktisk overraskende grønt langs vejen. Men det var også det eneste, der var derude. For hver ca. 200 km lå der et roadhouse, som fungerede som tank, restaurant og motel og ellers var det bare lang og lige vej gennem øde landskab. Da vi holdt pause ved et af roadhousene stødte vi ind i et andet dansk par, der også skulle mod Perth. På det næste stykke gik vejen meget tæt langs kysten, så vi mødte dem igen ved de mange lookouts, hvor man kunne stå på kanten af de høje klipper og kigge ud over havet. Her mødte vi også en fransk fyr, som kørte hele den lange vej alene. Der gik lidt konkurrence i hvem, der kom først til de forskellige lookouts frem mod grænsen.

Tilsidst nåede vi grænsen mellem South Australia og Western Australia, hvor alle biler skulle stoppe, så grænsevagterne kunne tjekke at man ikke havde noget frugt/grønt eller andre madvarer med, der kunne have fluer, smådyr eller andet på sig, der kan true planter, dyr og landbrug.

Vi blev lukket ind uden problemer og nåede så til Australiens længste stykke lige motorvej, 146,6 km uden et sving… gaaab

Et par steder fungerede motorvejen også som landingsbane for de flyvende læger. Her var vejen blevet gjort bredere eller pælene i vejkanten gjort lavere, sådan at flyene kunne lette og lande.

Efter 1654 km nåede vi til den lille by Norseman, her delte motorvejen sig i en indenlands og en kystrute til Perth. Vi satte kursen mod kystbyen Esperance. På vejen kom vi forbi en masse saltsøer, som man kan se på billederne nedenfor.

Da vi havde krydset statsgrænsen og kørt ind i South Australia kørte vi til Adelaide og brugte et par timer på at gå rundt i byen og se på lidt butikker og nyde at solen endelig var kommet frem igen, så temperaturen kom op omkring de 25 grader. Fra Adelaide kørte vi nordpå mod Flinders Ranges National Park.

Flinders Ranges er en 400 km lang bjergkæde der løber nord for Adelaide. Vi kørte til Wilpena Pound, som er det bedst kendte område i Flinders Ranges. Wilpena Pound er et 160 km2 stort plateau, der er formet som et stort amfiteater med de 1000m høje bjerge omkring. Vi ankom til Wilpena sidst på eftermiddagen og kørte ud til et lookout for at se solnedgang. På vejen derud kørte vi zigzag mellem de mange kænguruer ,der var kommet frem for at spise. Heldigvis løb de allesammen væk fra bilen og ikke ud foran. Vi måtte dog stoppe helt op en enkelt gang for at vente på en kænguru-mor der liiige skulle have sin unge med ud på vejen og op i pungen inden hun hoppede videre.

Næste morgen var vi på en 8 km vandretur op til endnu et lookout, hvorfra man havde udsigt over plateauet. Igen mødte vi masser af kænguruer på vejen og vi så også nogle flotte firben.

På vej ud af nationalparken havde vi vores første close-up møde med emuer. Vi havde hørt dem trampe rundt i skoven tidligere (de laver en mærkelig knurrende lyd) og kunnet skimte dem mellem træerne, men nu så vi en stor flok, der græssede på en mark og kunne komme helt tæt på.

Fra Melbourne kørte vi vestpå til Great Ocean Road, som er det smukkeste stykke vej i Australien. Man kører langs fantastiske kyststrækninger, hvor man kan se havet slå ind mod de store klippeskrænte og man kører gennem strækninger med regnskov og eucalyptus træer, hvor koalaerne sidder i grenene langs med vejen. Vi fik set 6 koalaer, 4 wallabies (mini kænguruer) og en masse papegøjer på de 2 dage vi var om at køre turen.

Inden vi nåede til Great Ocean Road kom vi også forbi Torquay og Bells Beach, hvor verdensmesterskaberne i Surfing(Ripcurl Pro) afholdes hvert år i påsken. Det er også byen hvor surfmærket Ripcurl blev grundlagt og der lå et helt center kun med surfbutikker.

Undervejs stoppede vi og gik tur i regnskoven og så på de mange klippeformationer langs kysten. De mest berømte er de 12 apostle (en del af dem er styrtet sammen, så er vist nede på 6-7 apostle), som er nogle klippe søjler ud for kysten.

Da vi var kommet ind i Viktoria kørte vi ned til Australiens sydligste punkt og Wilsons Promontory National Park. Parken er en af de mest populære i Australien og vrimler med dyr. Vi skulle ikke mange km ind i parken, før vi stødte på en flok kænguruer og ifølge skiltene skulle der også være gode chancer for at se emu’er og wombats, så vi glædede os rigtig meget til, at vi skulle gå rundt i parken. På campingpladsen, som lå helt nede i bunden af parken, var der masser af papegøjer, som tydeligvis var vant til mennesker. Man kunne gå helt tæt på uden at de flyttede sig og ifølge Lonely Planet skulle man passe godt på sin frokost, hvis man ikke vil dele den med papegøjerne.

Det stormede så meget om aftenen, at vi måtte opgive at lave mad på vores lille gasblus og da vi vågnede næste morgen, var det også begyndt at regne helt vildt. Omkring middagstid stilnede regnen en lille smule af, så vi besluttede at gå op til info-centeret og bestille en overnatning mere, så vi kunne få set parken dagen efter. Mens vi var deroppe tog regnen til igen, så man blev gennemblødt på sekunder, hvis man vågede sig ud i det. Vi spiste lidt frokost på cafeen ved siden af og kiggede os omkring i info-centeret. Da vandet begyndte at sive ind i info-centeret, tænkte vi, at vi hellere måtte kigge til vores bil. Den stod nu i en lille sø og der var begyndt at sive vand ind i kanten af dørene. Så vi besluttede at opgive at få set parken og køre videre til et sted med tørvejr. Vi måtte dog vente en times tid, da den eneste vej ind og ud af parken var blevet blokeret af en væltet træ.

Det viste sig at være en rigtig klog beslutning. Få timer efter vi var kørt blev vejen ødelagt flere steder af jordskred og de 300 campister, der var tilbage i parken, måtte evakueres med helikopter. Ifølge nyhederne kan der gå flere uger før man kan få vejen repareret, så bilerne kan komme ud.

Fra Wilsons Prom kørte vi til Melbourne, hvor vi boede et par dage hos Mille og James (Maja’s veninde og hendes mand). Vi var også ude forbi Deakin University og forbi det hus, hvor Maja boede mens hun var på udveksling.

Vi lavede et hurtigt stop i Canberra, hvor vi brugte en eftermiddag på at udforske Australiens hovedstad, som er en meget pæn (og lidt kedelig) by. Vi var forbi parlamentsbygningen, kørte forbi den danske ambassade og så brugte vi et par timer på National War Memorial, som bl.a. har store udstillinger om 1. og 2. verdenskrig.