Road Trip Down Under

Næste stop på turen blev Waitomo, som er berømt for sine Glow-worm Huler (Glow worms er nogle små orme, der udsender et meget kraftigt grønt lys). Vi ankom sidst på eftermiddagen og i køkkenet på vores hostel stødte vi ind i 2 piger, som Maja spiller badminton med hjemme i DK. Vidste godt at de også skulle til NZ, men alligevel rimelig vildt at støde ind i nogen man kender, så langt hjemmefra.

Næste morgen var vi klar til at udforske hulerne på en omgang Black Water Rafting. Udstyret med våddragt, gummistøvler, hjelm og en kæmpe badering gik turen først til en lille flod, hvor vi skulle øve os i at springe med numsen først ud fra en bro, da det var sådan vi skulle klare de 2 vandfald, der ligger inde i hulen. Da først man fik taget springet var det superfedt. Så blev vi sendt ind i mørket, hvor turen gik gennem snævre gange og ud over vandfald indtil vi nåede den store hule, hvor vi flydende på vores baderinge kunne kigge på de tusindvis af neongrønne orme, der oplyste hulens loft.

Tidligt mandag morgen vendte vi bilen mod Rotorua, som ligger oven på en sovende vukan. Byen er fyldt med varme kilder, kogende mudderpøle og gejsere. Alt sammen tilsat en konstant lugt af rådne æg…

På kortet kan i se vores rute indtil Rotorua.

Vi startede med at besøge områdets største gejser Pohuto, der springer op til 30m op i luften flere gange om dagen. Rundt omkring gejseren, lå små søer og mudderpøle, der boblede på livet løs.

Næste morgen kørte vi ud af byen til Wai-o-Tapo Volcanic Wonderland (ja det hed det), som er en park fyldt med boblende mudderpøle og vulkanske søer i fantastiske farver. Den flotteste var champagne-pølen, med 74 grader varmt turkisgrønt vand og orange kanter.

Blev også tid til andet end natur. Mandag aften gik med luging (udtales: lutching). Vi tog en skilift op på et bjerg, blev udstyret med cykelhjelm og så gik turen ned af en lang bane på en slags kælk med hjul på. Super sjovt

På vej ud af Rotorua ligger  Whakarewarewa skoven, som skulle have noget af det bedste mountanbiking på New Zealand. Så det måtte vi jo prøve.

Så fik vi taget lidt billeder af vores rullende hjem de næste mdr.

I bagenden af bilen er der 2 bænke med opbevaringsplads under og om aftenen kan man så lave seng deromme ved at ligge en ekstra plade mellem bænkene. Når man åbner bagsmækken er der adgang til køleboks, vand og gasblus (bruger dog altid køkkenerne på campingpladserne til at lave mad i)

Af andet fakta kan nævnes: 2 soltage, automatgear, kopholdere til kold cola, aircon, 3 indendørs lamper og super fiks let genkendelig farve

Søndag morgen kørte vi sydpå mod Hot Water Beach. New Zealand er fyldt med bakker og bjerge, så selv korte strækninger kan hurtigt tage mange timer at køre. Men er til gengæld sjovt at ræse igennem de mange sving (vist mest Jesper der synes det). På vejen kørte vi igennem Waihi, som er en gammel guldmineby. Minen er vistnok lukket ned for et par år siden, men der er stadig et kæmpe hul midt i byen(ville tage 1 1/2 time at gå hele vejen rundt om hullet). Planen er at det skal fyldes med vand og blive til en kæmpe sø. Inde i byens informationscenter lå et lille museum, hvor man kunne lære lidt om minens historie og hvordan de udvandt guldet.

Vi kom frem til campingpladsen ved hot water beach om aftenen og næste morgen lejede vi en spade og gik ned på stranden. Hot Water Beach ligger oven på et større vulkansk område. Det betyder at hvis man graver sit hul på det rigtige sted på stranden, mens det er lavvande, bliver det fyldt op med varmt vand fra undergrunden og man har sit eget lille spa-hul I nogle af hullerne blev vandet dog så varmt at man brændte sig.

Vi fik endelig lagt vores video fra Poor Knights Islands på nettet, den kan ses her:

Næste stop på turen blev Paihia i Bay of Islands, som er en bugt med ca. 150 ubeboede øer. Den første dag var vi på delfin cruise. Vi skulle have svømmet med dem, men da de havde unger, måtte man ikke komme i vandet. Det var også næsten lige så godt at se dem fra båden. Det var ikke så stor en båd og man kunne få lov at ligge helt ude foran med hovedet ud over kanten, så man kunne se dem svømme foran båden. Delfiner er meget legesyge, så jo mere man pjattede med dem jo sjovere syntes de det var at svømme ved båden og lege.

Igår var vi på tur helt op til toppen af Nordøen hvor det tasmanske hav møder stillehavet. Vi blev hentet på campingpladsen kl. 7 og så gik turen med bus mod 90 mile beach. Havde en super buschauffør der kunne masser af gode historier(Både fakta og også en del røvere) og gav den god gas i svingene. Han var glad for at få lov at køre backpacker bussen og var ikke bleg for at komme med en god bemærkning om “oldies” busserne Første stop var i en Kauri skov. Kauritræerne kan blive flere tusinde år gamle og meget store. Det gav god karma for træerne og en selv at give dem en ordentlig krammer.

Så nåede vi til 90 mile beach (som vist i virkeligheden kun var 68 km), hvor vi kørte hele vejen op af stranden, som er kategoriseret som en motorvej. I enden af stranden var det tid til sandboarding. Man tager et bodyboard, finder den højeste sanddynge og så er det ellers bare nedad i fuld fart.

Vi stoppede på en lille strand og spiste frokost og fik skyllet det værste sand af os og så gik turen til Cape Reinga, det nordligste punkt på øen. Dagen sluttede af med fish’n chips i en lille fiskerby på vejen tilbage til Paihia.