RSS
 

Arkiv for kategorien ‘Australien’


Turquoise Bay

04 maj

Området nord for Exmouth (hvor vi var på hvalhajs turen) er national park. En af de mest populære steder i parken  er Turquoise Bay. Det er en lille strand, hvor man svømmer 20-30 m ud til revet i den ene ende af stranden og så lader sig føre at strømmen henover korallerne til man rammer en sandbanke i den anden ende af stranden. Derefter er det bare at gå tilbage ned af stranden og tage turen igen.

Der var masser af flotte fisk mellem korallerne. Vi så også en 1,5 m lang reef shark, som er ganske ufarlig – men alligevel så stor at vi holdt os lidt på afstand.

Samme aften overnattede vi på en Cattle Station på vej tilbage til Coral Bay. På det nederste billede kan man se det hjemmelavede udendørs badeværelse. Var dog også nogle rigtig fine indendørs af slagsen.

 

Whaleshark!

03 maj

Fra Exmouth skulle vi ud og svømme med hvalhajer, hvilket var en af hovedårsagerne til at vi var taget til Western Australia. Hvalhajen er verdens største fisk og kan blive op til 18 m lang. Den spiser plankton så er ganske harmløs for mennesker, bare man holder sig på god afstand af halen.

Turen startede men en snorkeltur på revet, så de var sikre på at alle havde styr på deres udstyr og så vi kunne “øve” os på at komme hurtigt i vandet når vi fandt en hvalhaj. Båden havde kontakt med et spotter-fly, der ledte efter hvalhajerne fra luften. Da beskeden: WHALESHARK!!! kom over radioen var det om at blive klar i en fart. Man må kun være 10 i vandet med hvalhajen ad gangen. Så vi blev delt ind i 2 hold og team 1 fik besked på at tage udstyr på og sætte sig klar på række i bunden af båden. Da vi nåede hen til hvalhajen hoppede en fra crew’et i vandet og svømmede hen til den. Så lød beskeden: READY TEAM 1 GO GO GO!!! Så var det i vandet og nyde et par minutter med hvalhajen indtil der blev råbt: STOP SWIMMING!!! og hold 2 hoppede i. Vores båd havde fundet en 7 m lang hun hvalhaj og vi fik svømmet med den i 40 min (60 er det maks tilladte), så var vist en af de gode dage.

 
 

Coral Bay

02 maj

Fra Shark Bay gik turen videre til Coral Bay og Ningaloo Marine park, som var en af hovedårsagerne til at vi ville til Western Australia. Ningaloo Marine Park er vestkystens svar på Great Barrier Reef. Men her ligger revet flere steder så tæt på kysten at man selv kan svømme derud. Ningaloo Reef er også et af de eneste steder i verden, hvor man kan forudse hvornår verdens største fisk – hvalhajen – kommer forbi.

Vi brugte den første dag på at snorkle fra stranden og nyde solen. Næste dag havde vi booket en heldags snorkeltur, hvor vi skulle ud og svømme med Manta Rays, som er kæmpe rokker der have et vingefang på op til 7m og veje 2 ton. Vi kom ud med båden, men lige da vi havde fundet en Manta, gik motoren i stykker. Så dagen gik i stedet med at vente på slæbebåden, der trak os tilbage til havnen. Vi fik alle vores penge tilbage, men var alligevel ærgerligt at have spildt en helt dag på at vente (og værre søsyg i Majas tilfælde).

Det var meningen at vi skulle videre op til Exmouth og snorkle med hvalhajer den næste dag og derfra lavede de ikke Manta Ray ture. Så vi blev enige om at køre tilbage til Coral Bay et par dage senere og tage på en ny Mantatur.

 
 

Shark Bay & Monkey Mia

27 apr

Shark Bay ligger godt 500km nord for Perth og består af 1500km kystlinje rundt om 2 små halvøer. Området er kendt for sine hvide sandstrande og rige dyreliv. Man kan se dugongs(søkøer), havskildpadder, delfiner, hvaler, rokker og hajer i vandet omkring øerne. Vores første stop var på shell beach. En fantastisk flot strand, som er dækket af et op til 10 m tykt lag af små fine muslingeskaller.

Fra Shell beach kørte vi videre til Eagles Bluff, som var et lookout, hvor man kunne se ud over bugten og se hajer, rokker og dugongs svømme forbi i det klare vand nedenfor.

Helt ude på spidsen af den ene halvø ligger Monkey Mia. Det er et stort strand resort, der er berømt for sine vilde delfiner, der hver morgen dukker op på stranden, hvor de får en morgensnack. I mange år kunne man bare købe en stor spand fisk og fodre løs selv. Men for at sikre at delfinerne kan klare sig selv er fodringen nu sat i system, sådan at de samme 5 voksne hundelfiner bliver fodret hver dag og kun får hvad der svarer til 10% af deres daglige fiskeindtag.

Delfinerne dukker op omkring 7:45 om morgenen. Selvom det kun er 5 af dem der bliver fodret, kommer hele flokken ind på det lave vand i strandkanten. Her fortæller en af de ansatte om delfinerne inden nogle heldige tilskuerne blev valgt ud til at give delfinerne deres fisk (desværre blev ingen af os valgt) Hver delfin havde sin egen spand og når den var tom blev bunden vendt i vejret og så viste de at det var slut med snacks og svømmede afsted igen.

Bagefter gik vi ud på den lille bådebro ved stranden, hvor der svømmede en havskilpadde rundt.

Tilbage på resortet stødte vi ind i en emu familie der var ude at gå tur.

Nogle af delfinerne kom igen senere på morgenen og så fik de en snack mere. De måtte blive fodret op til 3 gange, hvis de kom igen inden kl. 12. Der var en del færre mennesker på stranden til anden omgang, men var stadig ikke blandt de heldige der fik lov at dele fisk ud.

Mens vi ventede på at se om delfinerne kom tilbage en 3. gang, var der tid til en snorkeltur på stranden, hvor Jesper fandt en havskilpadde der slappede af på havbunden.

 
 

Pinnacles Desert

26 apr

Fra Yallingup kørte vi igen op til Perth, hvor vi brugte en eftermiddag på at suge det sidste storbystemning inden turen gik videre op af vestkysten. Vores første stop på turen var ved et lookout, hvor man kunne se ud over et kæmpe område, der var blevet hærget af bush-fire. Der var en dejlig lang asfalteret sti op til lookout’et, så Jesper fik prøvet sit nyindkøbte longboard.

Et par store sandklitter markerede indgangen til ørkenen. Vi så en enlig emu stå på toppen af en af klitterne, så kørte ind til siden og sendte Jesper på en længere ørkenvandring for at få et billede af den. Emuen var ikke så sød til at vente, men man kan da lige ane den på billedet.

Pinnacles Desert er en national park, som er kendt for sine klippeformationer. Hundredevis af klipper rejser sig som gravsten op af jorden. De højeste var flere meter høje og de mindste kun et par centimeter. Tidligere troede man at det var mennesker (eller rumvæsener), der havde rejst alle stenene op. Men idag er forskere kommet frem til en mere naturlig videnskablig forklaring.

Efter at have gået og kørt en rundtur i parken, gik turen videre op af kysten. Ved en af de mange roadkill langs vejen stødte vi ind i den store ørn på billedet nedenfor. Er godt der ikke kører så mange biler på motorvejen hernede, så man liiige kan lave en u-vending når der dukker noget spændende op :-)